Hvert år til fastelavn holder Marineforeningen den gamle tradition i hævd og ”sejler” Sluppen gennem byens gader. Undervejs samles ind til godgørende formål, der er varierende år for år.
Ebeltoft Marineforening er, så vidt vides, den eneste danske søkøbstad, hvor denne gamle tradition stadig holdes i hævd.
Sluppen er en båd, anbragt på en vogn, forspændt med to heste. Den er pyntet med gran og røde og hvide bånd, hestene med fiskenet og røde og hvide rosetter.
Mandskabet består af en admiral og en bådsmand, begge i søofficersuniformer. Dernæst i marineuniformer (busseronner med stribet krave) en lodhiver, en udkig, 4 roere og 2-4 musikanter (harmonika, trompet og banjo). På begge sider af Sluppen går 8-10 flagbærere samt et antal indsamlere.
Ved tidligere tiders Slupsejladser indsamledes der beløb til sømandsenker og pensionerede, mindrebemidlede søfolk. Det har vore dages sociallovgivning lykkeligvis overflødiggjort, men da en Slup uden raslere ikke er nogen ”rigtig Slup”, samles der i dag ind til almennyttige, maritime formål.